Voldelige kunder

Når jeg bliver interviewet om mit job bliver jeg næsten altid spurgt om farlige voldelige kunder. Om jeg har været udsat for noget og hvis jeg er flink fortæller jeg om de eneste 2 gange hvor jeg et kort øjeblik blev nervøs for at få et par på hovedet.

Inspireret af en fortælling fra en kollega på den anden side af jorden, kommer her et par beretninger om de eneste 2 kunder jeg nogensinde har vurderet potentielt farlige

Første gang var i starten af min luderkarriere. Det var en hurtig, højt og meget snakkende mand, som ikke forud havde forklaret hvad han ville. Nu sad han overfor mig og bad mig om at svine ham til, sparke ham, spytte på ham, ydmyge ham. Jeg prøvede at afbryde ham og fortælle, at dels var jeg elendig i rollen som tilsviner og dels havde jeg slet ikke tid til at omstille mig til noget der lignede. Men han fortsatte, pjat med mig, jeg skulle bare gøre og sige sådan og sådan. Jeg prøvede virkelig at sige, at det hverken kunne, ville eller havde jeg tid til. Jeg prøvede på alle mulige måder, og kunne til sidst mærke, at jeg under ingen omstændigheder ville betjene denne mand, Men det sank først ind da jeg kort og klart sagde NEJ..

Da jeg viste ham ud prøvede jeg at opbløde på situationen, sagde at jeg var ked af ikke at kunne opfylde hans ønske og lagde en hånd på hans skulder, kan du nu have en god aften (ja, det sagde jeg). Men han verfede min hånd af skulderen, vendte sig hurtig om og jeg så i hans hidsige øjne, at han følte sig ydmyget og vred. Jeg trådte forskrækket tilbage og ventede stiv af skræk de par sek. det tog før han igen vendte sig om, gik ud og smækkede døren efter sig.

Jeg forstår godt situationen. Han sidder og har blottet sig overfor mig – jeg er så “flink” så jeg bliver utydelig – han blotter sig endnu mere og opgiver (eller glemmer) at pejle efter mine signaler og så pludselig får han et rødt stopskilt op i hovedet. En klar afvisning og ikke før det er alt for sent at gemme sig.

Jeg synes efterfølgende at ansvaret var mit og jeg håndterede det dårligt. Men jeg synes jeg er blevet bedre

——————————————————-

Den anden var en soldat. En lille tætbygget og tætklippet mand i 40erne. Vilde øjne, hurtige bevægelser, usammenhængende. Da han kom ind tænkte jeg, gade vide hvad han er på, men han var hurtig til at forklare mig hvad der var galt. Han havde set for meget myrderi, brutalitet, afstumpethed. Han havde selv myrdet og så var han kommet hjem og var langsomt blevet syg – kunne ikke finde sig til rette nogen steder – han var vurderet farlig, havde været indlagt, folk turde ikke komme i nærheden af ham … han var sindsyg – havde fået erstatning og pension …. imens han talte og talte blev stemmen højere og engang imellem brølede han ligefrem (og spurgte om jeg blev bange, for det blev alle andre)

Og så kom han i tanke om hans sydamerikanske veninde. De havde haft et skænderi og hun havde vist tævet ham og han havde tævet hende. Det var fordi hun var ham utro – den lille luder – og hun løj – og han var ved at miste hende. Så blev han grådlabil. Indtil han kom i tanke om hvor forfærdelig hun var. Han regnede med, at en af dem ville myrde den anden en dag.
Det gik hele tiden op og ned med stemningslejet. Engang imellem kom han i tanke om mig og hvorfor han var her og han sagde og gjorde noget der skulle simulerer liderlighed. Men hele tiden blev han distraheret af de uretfærdigheder der tidligere var overgået ham.

Jeg tænkte, enten faker han for at gøre sig interessant eller også er han utilregnelig. Jeg følte ikke den store fare personligt, men givet at han ikke fakede, kunne jeg ikke regne graden af utilregnelighed ud. Tænk hvis han blev psykotisk og forvekslede mig med en der skulle bekæmpes.

Jeg tænkte, at jeg holdt mig på den sikre side, modsagde ham ikke, lyttede “chokeret” (uretfærdighederne begået imod ham var overvældende) og var utålmodigt efter at få bukserne af ham og få ham udløst.
Det her var for ca et år siden, og for et par dage siden var han på besøg igen. Samme højråbene insisteren på at han var farlig og jeg fortalte ham, at jeg ved hans sidste besøg momentvis, var blevet usikker på hans tilregnelighed. Han så chokeret og småsåret på mig, Hvordan havde jeg overhovedet kunne få den tanke!

Han var forøvrigt ikke dansk

Min kollega i Australien, som heller ikke har været udsat for vold på arbejdet, havde denne tilføjelse, som jeg oversætter frit og tilslutter mig:

Selvom jeg ikke har oplevet vold på i mit arbejde som sexarbejder, er der mange af mine kollegaer, der har. Faktisk er der mange arbejdere i alle brancher, der har oplevet vold (jeg har ihvert fald i min tidligere branche)  men for sexarbejdere er der mindre støtte og begrænsede muligheder for at beskæftige sig med hændelserne på grund af kriminalisering og diskrimination. I mange tilfælde er lovene omkring sexarbejde ansvarlig for at sexarbejdere er mere sårbare end andre på arbejdspladsen. Vi skal også huske, at for kvinder, er vold mere tilbøjelige til at være en del af vores hjemme liv end vores arbejdsliv, uanset hvilket job vi har. Så at spørge mig, om hvor mange gange jeg har været udsat for vold på arbejde, bare fordi jeg er sexarbejder er lidt latterligt, upassende og uheldigt. Forestil dig at spørge hver eneste kvinde, man møder, hvor mange gange de har været udsat for vold fra en partner eller familiemedlem som en del af normal samtale.